Glutenfri valnøddekage med lakrids og citron

IMG_6280IMG_6287

I morgen skal jeg til forældrerådsmøde og jeg skal da have en lille lækkerbisken med – mon ikke det vil falde i smag ? ♥ Det håber jeg ;o)

Denne glutenfri valnøddekage er supernem, lækker og hurtigt lavet. Dét at den skal stå til i morgen, gør den blot bedre ! Jeg har lavet kagen i 2 udgaver – for den første blev revet væk ( valnøddekage med orangesmag ) så successen bliver nu gentaget.

Mange efterspørger glutenfrie opskrifter og typisk tænker jeg i mandler, når jeg skal udskifte hveden i mine kager – men her har jeg brugt de skønne valnødder og jeg må indrømme, at min skepsis blev gjort til skamme ♥

Kagen tager ca. 10 minutter at lave – du skal blot bruge en blender, en køkkenvægt og et rivejern.

Ingredienser – springform med Ø 22 cm – ca. 10 stykker

  • 150 g mørk chokolade eller med lakridssmag ( gerne med lakridsknas )
  • 250 g valnødder
  • 3 æg
  • 3/4 dl sukker
  • 3/4 dl brun farin
  • 2 tsk rålakridspulver
  • 2 spsk kaffe eller saft fra en citron
  • skal af 1 økocitron – revet
  • 1 spsk fløde ( kan udelades – så bruger du blot 3 spsk kaffe )
  • 25-50 g marcipan – revet

Fremgangsmåde:

  1. Tænd din ovn på 175 grader.
  2. Smør din springform med smør og drys den med rigeligt sukker.
  3. Bland chokolade og valnødder og blend dem – til de blot er hakkede. Tilsæt resten af ingredienserne og blend til en ensartet masse.
  4. Hæld dejen i din springform og bag den i 35 minutter – den må godt være lidt klæg ( der hænger en smule dej ved pinden, hvis du tester den )
  5. Lad kagen køle og pynt med f.eks. sigtet flormelis og valnødder.

Hvis du opbevarer kagen på køl bliver konsistensen nærmest konfektagtig og er helt fantastisk efter min mening. Server som den er eller med en klat flødeskum – pisket let, eller med en kugle vaniljeis. Kagen bliver ikke ringere af at stå nogle dage på køl – så du kan nyde den flere dage i træk.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *