Lækker fudge på 5 minutter

IMG_5937IMG_5943IMG_5939IMG_5935

I går aftes stod den på homeparty – børnetøj skulle shoppes ♥ En masse søde piger var samlet og vi hyggede os ♥ En “undskyldning” for at lave lidt lækkerier var kærkommen som altid ♥ Med mig havde jeg bl.a. disse fudges – og de blev rigtigt godt modtaget – af voksne såvel som børn – dejligt ♥ Jeg mener faktisk at kunne erindre at jeg hørte yndlingslyden – uhm… ♥♥♥

Disse lækkerier er uforskammet lette at lave – de kræver nærmest ingen ingredienser, kan varieres i det uendelige og er færdige på 5 minutter… Det lyder næsten for nemt, ik ?

Men ikke desto mindre, så er det et faktum – og dét at de bløde fudges falder i smag hos langt de fleste – voksne som børn, gør dem super anvendelige ♥

Ingredienser til en form på ca. 20 x 20 cm – ca. 40 store stykker fudge

  • 1 ds kondenseret mælk
  • 100 g mælkechokolade
  • 75 g mærk chokolade – jeg bruger 77%
  • 1 tsk vaniljeekstrakt ( flydende)
  • 150 g mandler ( eller de nødder du har lyst til – en lækker variant er også at tilsætte saltmandler/salte peanuts eller pistacienødder )
  • evt. lidt flagesalt og frysetørret frugt – jeg brugte lidt jordbær

Fremgangsmåde: Lad dig ikke afskrække af at her er mange punkter – det er klaret på 5 minutter ♥

  1. Start med at have alle ingredienser klar – fudgen må ikke stå for længe imellem hver opvarmning, da den vil sætte sig og klumpe lidt. Så sæt alle ting frem.
  2. Jeg har valgt en bageform på ca. 20 x 20 cm. fordi jeg synes det er nemt at formen er firkantet, når fudgen skal skæres ud i stykker efterfølgende ♥ Men tag den du har.
  3. Beklæd formen med bagepapir som du klipper til i hjørnerne så der ikke er for mange “krøller” – da fudgen vil sætte sig og klistre dér. Jeg klipper altid et lige snit helt ned til hjørnet af formen, så er det nemt at “folde” bagepapiret. Skriv til mig, nedenfor, hvis jeg skal ligge en “to do” på bloggen af “teknikken ” ♥
  4. Hæld den kondenserede mælk og chokoladen (som du har hakket lidt ) i en skål, som tåler høj varme i microovnen. Giv blandingen 1 minut ved fuld power. Tag skålen ud og rør godt rundt – chokoladen begynder at smelte.
  5. Sæt skålen ind igen og giv den 1 minut igen – og gentag med at røre godt rundt.
  6. Gentag med at give den 1 minut – nu begynder den kondenserede mælk mere og mere at opføre sig som lækker karamel. Rør godt.
  7. Tilsæt nu vaniljeekstrakten og rør godt rundt. Giv  den 1 minut endnu. Nu er din fudge egentlig færdig og du kan smagssætte den – jeg har i denne udgave valgt groft hakkede mandler. Tilsæt mandler eller nødder og vend dem i fudgen.
  8. Hæld fudgen i formen og glat den lidt ud med en dejskraber – og pynt med det du har valgt.
  9. Sæt fudgen på køl i minimum 3 timer – den kan sagtens spises med det samme – den klistre blot en smule mere end når den har fået lov at køle. Skal du bruge den hurtigt, så sæt den i fryseren i ca. ½ time – så er den klar til at blive skåret.
  10. Brug en ren kniv til at skære din fudge ud i stykker – i lige den størrelse du ønsker dig. Jeg opbevarer mine fudges i køleskabet og skærer ud efterhånden, men du kan sagtens opbevare dem i en lufttæt beholder ved stuetemperatur.

Fudgen holder sig i ca. 10 dage på køl.

Variationer:

  • Tilsæt 1-2 tsk lakridspulver til din fudge i stedet for vaniljeekstraten – eller brug 1 spsk lakridssirup – vær dog opmærksom på, at fudgen kan blive lidt mere klistret hvis du bruger sirup. Drys din fudge med lakridsgranulat eller lakridspulver. Du kan endvidere tilsætte din yndlings lakrids, skåret i mindre stykker – det smager himmelsk ♥
  • Tilsæt kanel og ingefær til fudgen og kom en masse nødder – gerne ristet i ovnen først – i blandingen – giver en skøn kraftig smag og en masse “bid”.
  • Tilsæt flagesalt – jeg bruger 1 tsk til denne mængde til fudgen sammen med nødderne – det bliver som en lækker saltkaramel – uden at den bliver for salt.
  • Tilsæt friskrevet skal af øko appelsin eller citron – brug skal af en hel frugt og tør lidt skal på køkkenbordet og drys over når fudgen er færdig.
  • Tilsæt en chokolade med knas og drys med hjemmelavet knas – eller krokant,
  • En ekstra forkælelse af fudgen, som vi holder meget af, er at vente helt til fudgen er kold – temperer din yndlingschokolade og pynt eller overtræk dine fudge med den -og drys med det du har lyst til – en vinder er altid en fudge med mandler ( gerne ristede ) overtrukket med hvid chokolade og drysset med lakridsgranulat ♥

Skriv gerne hvilke andre variationer du forsøger dig med – så vi kan få samlet en masse gode idéer herinde ♥

Rigtig god fornøjelse !

IMG_5936

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *