Lækreste grissini

Nogle gange er det bare skønt med hjemmelavede ting – egentligt lidt skørt at bage sine egne grissini – for det er umiddelbart et “stort” arbejde, i forhold til at snuppe en pakke med fra netto.. Men – smagen er altså også bare så meget bedre og “ægte” – så jeg holder af at lave mine egne ♥ Så på en kær venindes opfordring, kommer min opskrift her. Opskriften er lidt som de dygtige piger fra Suveræne succeser – jeg bruger nemlig også olie til at rulle mine stænger ud i – og ikke mel. Stængerne tager ikke mange minutter at lave når først de har hævet ♥

Prøv at lave disse skønlinger – og jeg forsikrer dig for at du går udenom de færdigkøbte næste gang ♥

Disse falder i smag hos både voksne og børn – herhjemme er favoritten hos børnene med chili og cheddarost ♥

Ingredienser til ca. 40 stk.

  • ca. 20 g gær
  • 2 dl lunt vand
  • ½ tsk groft salt
  • 1 dl olivenolie
  • 350-370 g pizzamel eller tipo 00 mel
  • Ekstra olivenolie til udrulning og pensling

Variationer:

  • 1 dl hakkede græskarkerner
  • ½ dl blå birkes
  • flagesalt
  • chilli- tørret eller som pulver
  • cheddarost
  • hvidløgssalt eller frisk hvidløg hakket fint

Fremgangsmåde:

  1. Opløs gæret i det lune vand og tilsæt de øvrige ingredienser – inkl. halvdelen af dit “fyld” Jeg havde valgt at lave mine med græskarkerner og tilsatte derfor ½ dl kerner til dejen sammen med alle birkes.
  2. Ælt dejen godt igennem – den er elastisk og stadig våd, men klistrer ikke.
  3. Stil dejen til hævning i min. 1 time – min fik lov at stå i 3 timer og det kan den sagtens.
  4. Tænd din ovn på 225 grader.
  5. Når dejen har hævet, så kom olie ud på bordet og på dine hænder – og på kagerullen og rul dejen ud i 2 retangler ( hvis du som jeg har lyst til at lave 2 variationer af samme fyld ). Rul dejen så tyndt ud du kan – den klistrer ikke til bordet, hvis du har olie på det – kom olie på overfladen og kom resten af dit fyld på. Rul nu dejen sammen til en snegl – fra den smalleste ende. Skør tynde skiver af dejen ( her skal du arbejde hele tiden – så dejen ikke får for meget varme og begynder at klistre ) og rul hver enkel “lille snegl” ud igen – til tynde grissini – snor dem evt. lidt rundt om sig selv og læg dem på en bageplade beklædt med bagepapir.
  6. Bag dine grissini i ovnen i ca. 10-15 minutter – hold godt øje med dem og vend dem evt. undervejs – så de er lige bage på begge sider.

Nyd dem nybagte – de smager nu også virkeligt dejligt her på dag 2 ♥ Lav lidt lækker dip til og nyd dem som snack, tilbehør eller bare lidt eftermiddagshygge.

Disse grissini kunne også sagtens laves i en sød udgave – undlad salt i dejen og tilsæt en smule sukker i stedet og drys med sødt “fyld” som f.eks. hakkede rosiner – uhm ♥

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *