Milkies med valnødder

IMG_6242

En milkie er en brownie med mælkechokolade – et skønt lille ord, som har vundet indpas i min kageordbog og mit kagehjerte ♥ Betegnelsen er “opfundet” af den skønne Maja fra chocolat.dk – og vi har aftalt at det nu må være et bornholmerudtryk ♥ Så hjælp os gerne med at udbrede det ♥

Milkien er ikke lige så “tung” som storebroderen – brownien, men har samme tætte konsistens og der er masser af smag og bid.

Og det er præcis sådan én lille kærlighed jeg vil forsøge mig i dag ♥ Med massevis af valnødder og med lækker lys chokolade – uhm…

Milkien er nem og hurtig – kan sagtens laves sagen før du skal bruge den og kan varieres lige som du har lyst. Denne udgave er den første, men ikke den sidste af slagsen – denne er glutenfri og fyldt med massevis af lækre valnødder. Jeg har valgt, på utallige opfordringer, at lave flere af mine opskrifter som glutenfri – hvis du vil lave dem helt almindelige – så udskift majsstivelsen med hvedemel.

Denne udgave er på ingen måde bitter pga. mælkechokoladen – og ungerne holder meget af udgaverne med den bløde lækre smag. Put jeres yndlingsnødder eller kiks i den og brug blot basisopskriften som den er, hvis ikke lige det er valnødder du har i skuffen.

Ingredienser:

  • 200 g valnødder
  • 85 g majsstivelse
  • 1 tsk bagepulver
  • 1 tsk havsalt
  • 200 g mælkechokolade – i den variant du har eller holder mest af.
  • 80 g smør
  • 3 store æg
  • 175 g brun farin
  • 4 tsk vanilje eller kornene fra en stang vanilje

Fremgangsmåde:

  1. Spred valnødderne ud på et stykke bagepapir og giv dem 10 minutter i ovnen ved 175 grader.
  2. Smør en bageform på ca. 20 x 20cm og for den med bagepapir.
  3. Bland majsstivelse med salt, vaniljesukker og bagepulver. Pisk det smeltede smør og brun farin sammen og tilsæt æg. Smelt halvdelen af din chokolade og tilsæt den.
  4. Tilsæt de tørre ingredienser lidt ad gangen og tilsæt tilsidst den hakkede mælkechokolade og de groft hakkede nødder.
  5. Bag dine milkies i ca. 30-35  minutter ved 175 grader – kagen er lidt klæg og der vil hænge lidt dej ved nålen, hvis du tester den. Det må der gerne.
  6. Lad dine milkies køle af og løft dem forsigtigt ud af formen og lad dem køle færdigt på en rist. Har du behov for at bruge dine milkies hurtigt, så sæt dem i køleskabet. Skær dine milkies i små fine firkanter og server som de er eller med en kugle vaniljeis.

IMG_6243

Falder milkien i din smag – som et supplement til storebroderen – brownien og lillesøsteren – blondien ?

Opbevar dine milkies i køleskabet – her holder de sagtens i op til en uge og bevarer deres lækre konsistens og bid ♥

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>