Nougatbrownie med cookie dough

IMG_4988

Denne skønne brownie er lavet til en af vores højt skattede spille/hyggeaftner med rigtigt gode venner ♥ Jeg fik lyst til at forsøge mig med en helt ny slags brownie – nemlig med nougat.. Jeg har en mand som holder virkelig meget af nougat og jeg har her fundet frem til en brownie som fungerer supergodt med masser af lækker nougat ♥ Brownien er knapt så “tung” som en almindelig chokoladebrownie, men har samme skønne konsistens.

Ovenpå har jeg lavet en meget brugte ( I USA ) topping “Cookie dough” – altså rå dej.. Lyder lidt mystisk, men det måtte prøves, da jeg synes at jeg møder det mere og mere, når jeg søger inspiration.. Jeg må indrømme at jeg var lidt skeptisk, men er nu overbevist – det er virkelig lækkert ! Børn som voksne er begejstret ♥

Brownien kan sagtens “stå alene” evt. med lidt smeltet chokolade ovenpå – den har en skøn smag ♥

Ingredienser til en bradepande på ca. 20 x 30 cm eller til 2 stk lidt mindre – alt afhængig af hvor høje du ønsker dig dine brownies.

  • 200 g mørk chokolade – jeg brugte en 77%
  • 200 g blød nougat
  • 250 g smør
  • 200 g brun farin
  • 125 sukker
  • 7 æg
  • 165 g hvedemel

Fremgangsmåde- brownies:

  1. Forvarm ovnen til 175 grader
  2. Smelt smørret med halvdelen af chokoladen samt al nougaten- jeg bruger som altid min microovn – skal blot lige smeltes sammen.
  3. Pisk de øvrige ingredienser sammen og tilsæt smørblandingen. Hak resten af chokoladen og tilsæt den tilsidst – det er meningen at der er lidt “klumper”.
  4. Hæld dejen i en bradepande – 20 x 30 eller deromkring – alt efter hvor høje du vil have dine brownies til at være
  5. Bag brownien i ca. 25 minutter – den må godt være lidt klæg i konsistensen.

Ingredienser – cookie dough

  • 150 g smør- stuetempereret
  • 150 sukker
  • 150 g brun farin
  • 2 tsk vaniljeekstrat
  • 2 spsk mælk
  • 100 g hvedemel
  • 100 g mandelmel
  • ½ tsk salt
  • 200 g chokolade – brug den du bedst kan lide – jeg valgte blandede.
  • evt. chokolade – mælkechokolade eller hvid til “pynt” – evt. blandet – jeg valgte sammen med mine børn, at have både hvid,lys og mørk – knapper eller hakket i små stykker

IMG_4981

Fremgangsmåde – cookie dough:

  1. Pisk smør med sukker og farin – det skal piskes godt og blive lidt luftigt – ca. 3 minutter ved maks hastighed ( brug evt. køkkenmaskinen )
  2. Tilsæt mælk og vanilje og pisk igennem, tilsæt herefter mel og salt
  3. Når alt er rørt godt sammen røres chokoladen i med en dejskraber.
  4. Smør din lækre cookie dough på den helt afkølede kage og sæt den på køl – minimum i 3 timer.
  5. Skær dine brownies i fine stykker og server dem – evt. med vanilje is til ♥

IMG_4991IMG_4982

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *