Saftige pitabrød

IMG_5659 IMG_5663

Torsdag er der gymnastik på programmet hos os – Elliot går til Ramasjang-gymnastik og hans søster er med ham ♥ Aftensmaden skal helst være nem og i aften er børnene enige om, at pitabrød ville være skønt.. Derfor er jeg i køkkenet mens ungerne lader op til gymnastik med de lækre trommestikker og lidt frugt. Disse pitabrød er bagt med ølandshvede og er supermættende, saftige og hurtigt lavet – dét kan vi lide ♥

Jeg har her lavet opskriften med henblik på, at mine pitabrød får lov at hæve på køkkenbordet, mens vi er til gymnastik – hvis du vil lave dem hurtigere, så sæt mængden af gær op til 50 g og giv dem blot 30 minutters hævning.

Tip: En vigtig ting, når du laver disse pitabrød er, at du skal trykke bollerne ret flade – da de nærmest kun hæver “opad” og ikke ret meget “udad” – pres dem derfor lige meget på hele fladen – til de er mindre end 0,5cm høje ♥

Ingredienser – til ca. 20 stk.

  • 5 dl vand
  • 30 g gær – hvis du ikke har tid til at de hæver, så brug 50 g gær
  • 2 dl A 38/ skyr eller andet surmælksprodukt
  • 350 g tipo 00
  • 350 g ølandshvedemel
  • 300 g durummel
  • 3 spsk honning
  • 2 tsk groft salt
  • 4 spsk olivenolie eller rapsolie

Fremgangsmåde:

  1. Rør gæret ud i vandet og tilsæt herefter surmælksproduktet.
  2. Tilsæt salt, honning, olivenolie samt tipo 00. Tilsæt efterfølgende ølandshveden og tilsidst durummelet – mens du holder øje med konsistensen. Dejen skal være godt gennemæltet – og være elastisk. Lad gerne din køkkenmaskine ( eller dine muskler ♥ ) arbejde længe for at få gang i glutenprocessen, så du får en skøn elastisk dej.
  3. Sæt dejen til at hæve – gerne i 3 timer ( eller mere ) på køkkenbordet. ( Eller brug 50 g gær og lad blot dejen hæve i ½ times tid.)
  4. Tænd ovnen på 250 grader.
  5. Rul dejen ud på bordet og del den i de ca. 20 stykker. Rul en bolle af hver “klump” og tryk dem flade med din håndflade – eller en kagerulle. Husk blot på at de ikke må blive for tynde på midten, da de vil sprække når du skal have dit fyld i. Ideel tykkelse er maks. 0,5cm.
  6. Læg dem på en bageplade beklædt med bagepapir.
  7. Bag dine pitabrød ved 250 grader i 5 minutter og tag pitabrødene ud – og vend dem, skru i mellemtiden ovnen ned til 195 grader – og bag dem færdige i ca.15 minutter. 

Nyd pitabrødene lune med lækkert fyld – i dag bliver det til krydret kylling  her hos os – med masser af grønt og lidt mozzarella ♥ I morgen kommer pitabrødene med i madpakkerne – fyldt med skøn hamburgerryg ♥

IMG_5670IMG_5658

Pitabrødene egner sig rigtigt fint til at blive frosset ned.

Tip: du kan sagtens bage pitabrødene med hvedemel – i stedet for tipo 00 og ølandshvede – du kan også sagtens bruge lidt grahamsmel eller lidt fuldkornsspeltmel.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>