Tænk engang – en søndag hvor vi ingen planer har – andet end at hygge os ♥ Farmand er begravet i arbejde, så jeg smuttede i køkkenet med mine skønne kaosengle ♥ Klejnerne vred min store skønne pige og jeg og bagefter havde vi lyst til mere…
Vi er så heldige, at vores oldefar var konditor.. Og jeg har fået lov til at få hans gamle “konditorbibel “♥
Disse skønne finskbrød er hans opskrift ♥ Dog håber jeg at han vil tilgive mig for at have sat mit eget præg på dem – lidt marcipan blev tilføjet .. Begge udgaver er fantastiske og de bliver helt klart på vores faste jule-godte-bage-liste fremover ♥
Ingredienser til ca. 75 stk.
- 500 g mel
- 150 g flormelis
- 3 g hjortetaksalt
- 4 æggeblommer
- 350 g smør
- skal af en økocitron
- Evt. 60 g marcipan – revet
Fremgangsmåde:
- Bland mel, flormelis og hjortetaksalt i en skål og til sæt smørret. Arbejd det hele godt sammen og tilsæt æggeblommer samt citron. Lad dejen køle i en times tid.
- Jeg valgte at dele dejen i 2 og tilsatte 60 g marcipan til den ene – det blev virkelig lækkert og jeg tror at det bliver standard udgaven hos os fremover- som ungerne konstaterede; “Mor, standard på den måde, at vi laver begge slags ” ♥
- Rul dejen ud i en firkant ( og lav stykkerne ca. 5×2 cm eller rul dejen ud til stænger på ca. 1 cm tykkelse og skær dem i ca. 5 cm stykker. ( dejen kan virke lidt porøs, men den skal blot varmes lidt i hænderne, hvis den kommer direkte fra køleskabet, så hænger den fint sammen )
- Stryg stykkerne med pisket æggehvide og drys med perlesukker og evt. finthakkede mandler.
- Bag brødene ved 180 grader varmluft i ca. 10 minutter eller til de er let gyldne ♥
- Lad finskbrødene afkøle helt på en rist før du putter dem i en kagedåse – igen, prøv en lun, de er skønne ♥