I dag skulle børnene rigtigt overraskes – og det med et lækkert brød med lidt ekstra sjov – i anledning af påskeferie ♥ Jeg besluttede mig for at lave et lidt sjovt brød – et italiensk påskebrød – brød med dejlig smag af kardemomme og dejlig sødme ♥ Brødet er blødt og lækkert – og på grund af kærnemælken holder brødet sig saftigt i nogle dage i en lufttæt pose. Ungerne har nydt dem i dag – og i morgen skal vi fejre farmand med brunch – og her kommer de også på bordet ♥
Brødet er lidt specielt idet de indeholder et farvet æg – et ukogt æg, som koger med, når brødet bages i ovnen ♥ Brødet er snoet og drysset med farverig krymmel.
Ingredienser til 6 store brød:
- 50 g gær
- 3 dl varm kærnemælk
- 1 knivsids salt
- 70 g smør
- 2 æg
- 100 g sukker
- 400-500 g hvedemel
- 1½ tsk kardemomme
- evt. 6 æg
- frugtfarve
Fremgangsmåde:
- Rør gæret ud i den lune mælk. Tilsæt sukker, salt og æg. Rør det smeltede smør i – det skal ikke være meget varmt – blot lige smeltet. Rør hvedemelet i til dejen er lind og lidt klistret. Sæt skålen et lunt sted og lad den hæve 1 times tid.
- Drys mel på dit bord og ælt dejen en smule uden at slå al luften ud af den. Dej dejen i 12 lige store stykker og rul dejen til 12 lange stænger:
- Tænd ovnen på 185 grader.
- Læg stængerne 2 og 2 og sno dem. Lad dem efterhæve 10 minutter, imens du farver æggene.
- Kom lidt vand i en dyb tallerken og kom frugtfarve i – og kom ægget i – vend det et par gange og tør det lidt på bagsiden inden du lægger det i midten af dit brød.
- Pensl med lidt æg og drys med lidt krymmel.
- Bag dine påskebrød i ca. 20 minutter.
Nyd overraskelsen i ungernes øjne når de ser brødene ♥
Hvis I ikke spiser brødene samme dag – så fjern ægget og læg det i køleskabet – det kan sagtens lægges retur, så det ser fint ud, når de skal spises.