Madbrød med feta og mozzerella
I dag skal vi have gæster – og det bliver til tapas. Dét elsker hele familien og det er hurtigt, nemt og skønt at variere i én uendelighed. En ting jeg længe har ønsket mig at lave, er disse skønne brød – inspireret af det geogianske ostebrød – Khachapuri som bla. laves af vildt dygtige Nanna Pretzmann.
Jeg har lavet det i 2 variationer – et med feta & mozzerella og et med cheddar.
Brødene er nemme at lave og selv ungerne gider. Jeg ville gerne tilberede brødet på grillen, men den er optaget – så jeg har blot forvarmet min ovn – med plader, til 250gr.
Brødene er fantastiske som tilbehør og kan nemt konverteres til en luksus pizza – ved at smøre lidt tomatsauce eller cremecheese på helt til sidst – og drengene valgte at toppe med lidt pepperoni – mums !
Ingredienser til 8 brød – på ca. 20 cm : ( jeg har frosset de brød ned, vi ikke fik spist )
- 50 gr. gær
- 7 dl lunkent vand
- 3 tsk salt
- 3 tsk sukker
- hvedemel – ca. 20 dl
- lidt olivenolie til pensling
- Ost – til fyld
- til 4 stk; 450 gr. mozzerella & 300 gr. feta
- til 4 stk; 500 gr cheddar
Fremgangsmåde;
Opløs gæret i det lunkne vand. Tilsæt sukker og salt. Hvedemelet tilsættes lidt efter lidt. Jeg bruger oftest min kitchenaid – uanset skal dejen æltes godt igennem. Sæt den til hævning i ca. 1 time.
Imens kan osten forberedes – mozzerella rives og fetaen smuldres og blandes. Cheddar rives.
Når dejen er hævet til ca. dobbelt størrelse, så vippes den ud på et bord. Del dejen i 8 stykker. Sørg for at have godt med mel på bordet eller brug den teknik jeg ofte beskriver med udruldning i olie.
Brug kagerulle – og lav en cirkel på ca. 20 cm. Læg 1/4 af det fyld du har valgt på midten. Luk enderne ind over ( se billeder ) og sørg for at de lukker tæt. Rul ud igen med kagerullen og pas på at dejen ikke brister.
Rul ud til ca 1-1,5 cm i højden. Pensl med lidt olie.
Hvis du laver på bagestål i grill behøver det kun have ca. 5 min. Hvis du som jeg bruger ovnen på 250gr ( HUSK at pladen skal være 250gr. varm ) så giv dem ca. 8 min til de er godt gyldne.
Skær brødene i de stykker I synes er passende – hos os bliver de snart lavet igen – de er virkelig lækre.